Adoption

Siden 2001 har jeg rådgivet og vejledt adoptivfamilier i alle faser af adoptionsprocessen, primært efter hjemtagelsen (Post Adoption Service). Jeg er selv mor til to adopterede børn og kender således til området både ud fra en faglig og ud fra en personlig erfaringsverden.

Jeg er optaget af den nyere hjerneforskning, barnets neuroaffektive udvikling og af at finde måder at “omprogrammere” barnets oprindelige erfaringer på, således at barnets forhøjede kropslige alarmberedskab og øgede psykiske sårbarhed mindskes og fleksibiliseres.

Jeg lægger vægt på at forældrene lærer at formidle barnets historie til barnet på en måde, der afspejler de følelser og kropssansninger, der oprindeligt har været tilstede hos barnet på det tidspunkt hvor barnet mistede sin fødselsmor og senere under opholdet på børnehjem eller plejefamilie. Denne formidling bør foregå på en måde så barnet lærer at reagere anderledes i nuet end i fortiden. Og så barnet vokser op med bevidstheden om sig selv og sin historie, på en måde der forankrer barnet i sig selv og øger selvværdet.

Her foruden arbejder jeg med affektregulering, afdækning af sanseintegrationsproblemer samt med at øge forståelsen og empatien i familien, så tilknytningen understøttes og fordybes.

Jeg rådgiver familier med adopterede børn i alle aldre. Og med såvel de lettere som de tungere problemstillinger. Enten som rådgivning til forældrene, som familiesamtaler eller som individuelle samtaler med de unge eller voksne adopterede.

Det kan være af stor betydning både for barnet og for forældrene at møde en person, der kan genkende og begrebsliggøre de reaktioner man selv sanser, men har svært ved at få sat ord på. Det kan være en befrielse at møde et menneske, der kan hjælpe med at afklare nogle af de svære spørgsmål som fx: Hvor meget af dette er adoption, hvor meget er normaludvikling og er der evt. noget her, der er sygdom. Og det kan opleves som et lys i tågen, at et andet menneske forstår, genkender og kan give pejlepunkter for processen og anvisninger på mulige farbare veje.

 

Post Adoption Service – Adoptionsspecifik Rådgivning

I perioden 2007- 2010 var jeg PAS (Post Adoption Service)-konsulent med tilknytning til Familiestyrelsen og Statsforvaltningen Midtjylland.

Jeg yder fortsat adoptionsspecifik rådgivning til adoptivfamilier med børn i alle aldre. Nu blot som privatpraktiserende psykolog. I nogle tilfælde bevilger kommuner rådgivende, udredende og/eller behandlende samtaler hos mig, hvis de skønner at familier til adopterede børn mellem 0 og 18 år har brug for adoptionsspecifik ekspertice, der ikke er til rådighed i kommunen.

Når man mister den biologiske mor ved fødslen eller kort tid efter, er der en række områder, der ofte bliver berørt:

Ubalance i tilknytningssystemet:

Når man én gang i sit nervesystem har sanset skrækken ved at blive forladt i en meget tidlig og forsvarsløs alder finder man ofte en overlevelsesstrategi for at undgå at dette gentager sig.

Det kan fx være at klynge sig til andre mennesker, at opgive egne grænser og egne behov for at få lov til at være sammen med andre eller at overbevise sig selv om, at man kan klare sig selv og ikke har brug for andre og derfor skynde sig at gå, hvis man er ved at blive glad for nogen.

Disse processer er lagret i en del af nervesystemet, der sædvanligvis er udenfor den almindelige bevidstheds kontrol. Derfor er det oftest nødvendigt med en kombination af kropslige og sproglige teknikker for at løsne op for dem.

 

Ubalance vedr. affektregulering:

Når nogle af de tidligste oplevelser efter fødslen er adskillelse, forladthed og hjælpeløshed reagerer kroppen med en stresstilstand. Det kan senere i livet blive vanskeligt at afstemme det kropslige og følelsesmæssige udtryk balanceret i forhold til de fortrædeligheder livet bringer. Ofte vil man enten overreagere med fx vrede, skrig, kamp og mareridt eller underreagere med tilsyneladende ligegyldighed eller ophøjet ro.

Også overreaktion i forbindelse med forladthedsfølelse eller kontaktskift er hyppige. Her vil vrede, gråd eller trækken sig ind i sig selv være hyppige reaktioner.

 

Ubalance vedr. sanseapparatet:

Børn der ikke har fået den kontaktmæssige og kropslige omsorg, der er nødvendig for udvikling af sanserne og følelseslivet vil ofte være præget af det helt ned på det neurale plan, altså helt ind i hjernens struktur. Ofte vil der være problemer med samsyn, samhørelse, med balancesansen, hudsansen (taktilsansen) og tryksansen (kinestesisansen). Samlet set vil der ofte være problemer vedrørende integrationen af sanseindstrykkene ligesom der ofte vil være ubalance i den del af nervesystemet, der står for hvile, kamp og flugt (Det autonome nervesystem).

En del kropslige teknikker kan afhjælpe eller stabilisere nogle af disse reaktioner ligesom en følelsesmæssig rumning samtidig med følelsesmæssig spejling af barnets historie ofte vil have positiv effekt.